Vandalerne var en østgermansk stamme eller sammenslutning af stammer. Der er romerske beretninger om dem fra det 1. århundrede, og på det det tidspunkt boede de i det nuværende Polen, i området mellem floderne Oder og Wisla. I arkæologien er de knyttet sammen med Przeworsk-kulturen, hvor man har fund fra slutningen af det 3. århundrede f.Kr. til midten af det 5. århundrede. I anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af vandalerne (hasdingerne) mod syd, hvor de blev bosat i det nuværende Ungarn. I anden halvdel af det 4. århundrede kom folkeslagene omkring dem under stigende pres fra hunnerne, og både de silingske og de hasdingske vandaler sluttede sig til den gruppe af folkeslag, der krydsede Rhinen i 406 og invaderede Gallien, som blev plyndret. Omkring 409 krydsede de Pyrenæerne sammen med alanerne og sveberne på vej til den Iberiske halvø og bosatte sig i Gallæcien og Baetica. Det vestromerske rige gik i offensiven for at tilbageerobre de spanske provinser, og med indkaldt visigotisk støtte gjorde de vandalernes situation uholdbar i Spanien. I 429 tog den nykårede kong Geiserik konsekvensen af situationen og førte vandalerne til Nordafrika. Her fandt de fodfæste og i 439 anerkendte det vestromerske rige Geiserik som konge over et område med centrum i det nuværende Tunis. Herfra dominerede de også øerne i det vestlige Middelhav. De to romerske kejserriger gjorde flere forsøg på at tilbageerobre de rige nordafrikanske provinser, men først i 534 lykkedes det. Den sidste vandalkonge overgav sig til østromerne, og mange af de overlevende krigere blev tvangsudskrevet til den østromerske hær, langt fra Nordafrika, og i løbet af det 6. århundrede forsvandt den vandalske identitet.

Vandalerne var en østgermansk stamme eller sammenslutning af stammer. Der er romerske beretninger om dem fra det 1. århundrede, og på det det tidspunkt boede de i det nuværende Polen, i området mellem floderne Oder og Wisla. I arkæologien er de knyttet sammen med Przeworsk-kulturen, hvor man har fund fra slutningen af det 3. århundrede f.Kr. til midten af det 5. århundrede. I anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af vandalerne (hasdingerne) mod syd, hvor de blev bosat i det nuværende Ungarn. I anden halvdel af det 4. århundrede kom folkeslagene omkring dem under stigende pres fra hunnerne, og både de silingske og de hasdingske vandaler sluttede sig til den gruppe af folkeslag, der krydsede Rhinen i 406 og invaderede Gallien, som blev plyndret. Omkring 409 krydsede de Pyrenæerne sammen med alanerne og sveberne på vej til den Iberiske halvø og bosatte sig i Gallæcien og Baetica. Det vestromerske rige gik i offensiven for at tilbageerobre de spanske provinser, og med indkaldt visigotisk støtte gjorde de vandalernes situation uholdbar i Spanien. I 429 tog den nykårede kong Geiserik konsekvensen af situationen og førte vandalerne til Nordafrika. Her fandt de fodfæste og i 439 anerkendte det vestromerske rige Geiserik som konge over et område med centrum i det nuværende Tunis. Herfra dominerede de også øerne i det vestlige Middelhav. De to romerske kejserriger gjorde flere forsøg på at tilbageerobre de rige nordafrikanske provinser, men først i 534 lykkedes det. Den sidste vandalkonge overgav sig til østromerne, og mange af de overlevende krigere blev tvangsudskrevet til den østromerske hær, langt fra Nordafrika, og i løbet af det 6. århundrede forsvandt den vandalske identitet.