Vandalerne var en østgermansk stamme eller sammenslutning af stammer. Der er romerske beretninger om dem fra det 1. århundrede, og på det det tidspunkt boede de i det nuværende
Polen, i området mellem floderne
Oder og
Wisla. I arkæologien er de knyttet sammen med Przeworsk-kulturen, hvor man har fund fra slutningen af det
3. århundrede f.Kr. til midten af det
5. århundrede. I anden halvdel af det
2. århundrede drog en del af vandalerne (hasdingerne) mod syd, hvor de blev bosat i det nuværende
Ungarn. I anden halvdel af det 4. århundrede kom folkeslagene omkring dem under stigende pres fra
hunnerne, og både de silingske og de hasdingske vandaler sluttede sig til den gruppe af folkeslag, der
krydsede Rhinen i 406 og invaderede
Gallien, som blev plyndret. Omkring 409 krydsede de
Pyrenæerne sammen med
alanerne og
sveberne på vej til den
Iberiske halvø og bosatte sig i
Gallæcien og
Baetica. Det vestromerske rige gik i offensiven for at tilbageerobre de spanske provinser, og med indkaldt
visigotisk støtte gjorde de vandalernes situation uholdbar i Spanien. I 429 tog den nykårede kong
Geiserik konsekvensen af situationen og førte vandalerne til
Nordafrika. Her fandt de fodfæste og i 439 anerkendte det vestromerske rige Geiserik som konge over et område med centrum i det nuværende
Tunis. Herfra dominerede de også øerne i det vestlige
Middelhav. De to romerske kejserriger gjorde flere forsøg på at tilbageerobre de rige nordafrikanske provinser, men først i
534 lykkedes det. Den sidste vandalkonge overgav sig til østromerne, og mange af de overlevende krigere blev tvangsudskrevet til den østromerske hær, langt fra Nordafrika, og i løbet af det 6. århundrede forsvandt den vandalske identitet.