Starten på EU's udviklingspolitik falder sammen med undertegnelsen af Rom-traktaten i 1957, og de daværende medlemsstaters oversøiske lande og territorier var de første, der nød fordel deraf. Det er dog først, da traktaten om Den Europæiske Union træder i kraft, at udviklingspolitikken får et specifikt retsgrundlag (artikel 117 til 181 i EF-traktaten). I takt med EU's successive udvidelser er samarbejdet gradvist blevet udvidet til at omfatte andre lande, f.eks. i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene), som har opretholdt særligt tætte og langvarige forbindelser med visse medlemsstater. Cotonou-aftalen, der blev undertegnet i juni 2000, har styrket dette partnerskab, der i vid udstrækning er baseret på de forskellige Lomé-konventioner, hvoraf den første blev undertegnet i 1975.
Ved siden af disse første aftaler er der også andre lande, der er berørt af EF's udviklingspolitik, bl.a. landene i Asien og Latinamerika.
Det overordnede formål med EU's udviklingspolitik er at udrydde fattigdommen. Udviklingspolitikken gennemføres ikke alene i kraft af bilaterale og regionale aftaler men også gennem specifikke programmer inden for visse sektorer som f.eks. sundhed, hvor der især sættes ind på bekæmpelse af smitsomme sygdomme, og uddannelse. Udviklingspolitikken indebærer også samarbejde med de internationale institutioner og EF's og medlemsstaternes deltagelse i initiativer, der gennemføres på internationalt niveau, f.eks. initiativet til fordel for stærkt gældstyngede fattige lande.
EU er i dag udviklingslandenes vigtigste partner. EU og medlemsstaterne yder tilsammen 55% af den internationale udviklingsbistand.
Se også :
•
Humanitær bistand
