Tandhvaler (
Odontoceti) er en underorden af
hvaler der er kendetegnet ved at have tænder, i modsætning til den anden gruppe af
hvaler,
bardehvalerne, der ikke har tænder. De fleste tandhvaler har mange relativt ens, spidse tænder i munden, mens
næbhvalerne kun har to i underkæben. Tandhvalerne er alle rovdyr og lever især af
fisk og
blæksprutter, mens de større arter også kan tage større bytte som
sæler,
hajer eller
kæmpeblæksprutter. Typisk for tandhvaler er at de kun har et enkelt
blåsthul oven på hovedet, i modsætning til
bardehvaler som har to. Alle tandhvaler formodes at bruge
biosonar, dvs. de kan orientere sig og fange bytte ved hjælp af
ekkolokalisering. En lang række anatomiske specialiseringer er knyttet til biosonaren, bl.a. det asymmetriske
kranium, den fedtfyldte
melon forrest på hovedet og et kompliceret system af luftblindsække i forbindelse med næseborene. Ingen af disse strukturer findes hos noget andet
pattedyr og understøtter at Odontoceti er en
monofyletisk gruppe, dvs. de nedstammer alle fra en fælles stamform, der havde
biosonar.