Sygepleje er, som ordet siger, kunsten at pleje de(n)
syge. Dette er gennem alle tider (frem til og med i dag) blevet varetaget af enhver, der har kunnet yde assistance til en syg eller tilskadekommen. Typisk er dette hverv tilfaldet husstandens
kvinder, om end man gennem tiden også har kunnet hente hjælp hos alt fra kloge koner til
munke og
nonner. Indtil for relativt nylig blev evnen til at yde sygepleje anset, i den vestlige verden, som værende en medfødt, kvindelig evne; det var ikke nødvendigvis noget, kvinder skulle oplæres i, da det lå i deres natur. Til visse tider har man endda haft holdninger til, at sygepleje
udelukkende var en kvindelig egenskab, og således noget,
mænd var ude af stand til at udføre.