En stormagt (tysk: grossmacht, fransk: grande puissance, engelsk: great power) er en betegnelse for en stat, der har mulighed for at øve en afgørende indflydelse på international politik. Der findes ingen nøjagtig afgrænsning af begrebet, men Rudolf Kjellén har peget på følgende forhold af betydning for stormagtsstatus:

1. stor befolkning
2. økonomisk styrke
3. militær styrke
4. politisk (alliancemæssig) styrke.

Blandt de tidlige stormagter regnedes således kolonimagterne, der alene i kraft af de områder med dertil hørende befolkningsmæssige og råstofmæssige ressourcer, som de rådede over inden for deres respektive imperier, måtte spille en betydningsfuld rolle i international politik. Som Kjellén imidlertid også gør opmærksom på i sin analyse af sådanne stormagter, var de ikke sjældent prægede af indre svagheder, der svækkede deres formelle betydning. Et eksempel herpå var Østrig-Ungarn, hvis mangfoldige befolkningsmæssige sammensætning gjorde staten forud disponeret til at miste sin betydning. Også de gamle kolonimagter svækkedes ved de store indbyrdes afstande mellem de enkelte dele af imperierne og de store udgifter, der var forbundne med deres forvaltning. Sådanne forhold gør, at hvilke magter, der regnes som stormagter, derfor vil kunne skifte over tid.

En stormagt (tysk: grossmacht, fransk: grande puissance, engelsk: great power) er en betegnelse for en stat, der har mulighed for at øve en afgørende indflydelse på international politik. Der findes ingen nøjagtig afgrænsning af begrebet, men Rudolf Kjellén har peget på følgende forhold af betydning for stormagtsstatus:

1. stor befolkning
2. økonomisk styrke
3. militær styrke
4. politisk (alliancemæssig) styrke.

Blandt de tidlige stormagter regnedes således kolonimagterne, der alene i kraft af de områder med dertil hørende befolkningsmæssige og råstofmæssige ressourcer, som de rådede over inden for deres respektive imperier, måtte spille en betydningsfuld rolle i international politik. Som Kjellén imidlertid også gør opmærksom på i sin analyse af sådanne stormagter, var de ikke sjældent prægede af indre svagheder, der svækkede deres formelle betydning. Et eksempel herpå var Østrig-Ungarn, hvis mangfoldige befolkningsmæssige sammensætning gjorde staten forud disponeret til at miste sin betydning. Også de gamle kolonimagter svækkedes ved de store indbyrdes afstande mellem de enkelte dele af imperierne og de store udgifter, der var forbundne med deres forvaltning. Sådanne forhold gør, at hvilke magter, der regnes som stormagter, derfor vil kunne skifte over tid.