Moderkagen (
latin:
placenta "kage") er udviklet fra det
befrugtede ægs cytotrofoblast og tilhørende syncytiotrofoblast. Cytotrofoblast og syncytiotrofoblast vokser ned i
livmodervæggen og danner store blærer, der fyldes med
blod, efterhånden som ægget udvikles til det primitive
embryo. Blodet i placentas kamre står i forbindelse med blodet i embryoet. Fra livmodervæggen vokser moderens
blodkar ind i placenta, og lægger sig tæt op af embryoets kar
uden at der kommer direkte kontakt imellem dem – mor og barn deler ikke blod – den tætte kontakt mellem karrene fører til, at der kan udveksles stoffer mellem de to
blodsystemer,
ilt og næring vandrer fra moderens blod til fostrets, og affaldsstoffer
diffunderer den modsatte vej. Moderkagen er på denne måde en form for ingenmandsland mellem moderen og barnet, hvor stofudveksling kan ske, uden at der sker
allergiske reaktioner som følge af forskellige vævstyper. Moderkagen producerer desuden
hormoner, og kan således grupperes sammen med kroppens andre
endokrine kirtler. Der produceres fire hormoner:
Blodet føres fra moderkagen til barnet via
navlestrengen. Navlestrengen indeholder en navlesnorsvene og to arterier. Navlesnorsvenen transporterer ilt- og næringsrigt blod fra moderkagen til barnet, mens de to navlesnorsarterier retunerer iltfattigt blod fra barnet tilbage til moderkagen. Ca. en procent af nyfødte børn har udelukkende to blodkar i navlestrengen, og denne
anomali kan være associeret til alvorlige misdannelser,
kromosomfejl og
prænatal væksthæmning.