Krønike (afledt af det
græske chronos: tid) betegner en
fortællemåde, der hovedsageligt består af en serie fortløbende fremstillinger om faktuelle begivenheder eller emner, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Typisk er man enige om, at krønikens tid går fra
Herodot (485-425 f. Kr) til og med
Voltaire. Typisk deles opmærksomheden mellem vigtigt og mindre vigtigt, hvor hovedsagen er at beskrive begivenheder kronologisk som de finder eller har fundet sted. Der kan opregnes fem karakteristika ved en krønike.
- Det er en kronologisk beretning der er centreret om et tema. Fortællemåden er typisk: "...så skete der dette, så skete dette, derefter dette", osv.
- Krøniken er ikke analyserende. Det handler om historier, ikke historie. En krønike er en formidling af data uden årsagssammenhæng.
- Forklaringer, i det omfang de findes, er som regel af religiøs art. Man forventede at Gud greb ind i samfundslivet.
- Krøniken er moralsk opbyggende. Den er didaktisk, dvs. belærende, og den tjener et formål. En krønike bliver ofte beskrevet som en Magistra Vitae, altså en Livets læremester.
- Der findes absolut ingen kildekritik, forstået som en historievidenskabelig kildekritik, i en krønike.