En
funktionær er en
lønmodtager, som er ansat i en tjenestestilling, primært inden for
handel- og
kontorområdet, eller som udfører lagerarbejde eller tekniske eller kliniske bistandsydelser, jf. funktionærloven § 1 litra a) til d). Funktionærstatus medfører at
lønmodtageren erhverver visse rettigheder i forhold til sin arbejdsgiver, f.eks. et fastlagt opsigelsesvarsel i forbindelse med fratrædelse, afhængigt af ansættelsesforholdets varighed. Funktionærer har desuden krav på at afskedigelse skal være sagligt begrundet. Funktionærstatus erhverves automatisk iht. funktionærloven, som udover krav til typen af arbejdsfunktion, også specificerer at lønmodtageren skal være ansat gennemsnitligt mere end 8 timer om ugen for at være omfattet af loven. Desuden kræves det, at der er tale om en ikke-ledende stilling, dvs. den ansatte skal være underlagt en overordnets instruktioner for arbejdets udførelse, jf. funktionærloven §§ 1 stk. 1 og 2.