Die Zellmembran (lat.-anatom. Membrana cellularis), Zytomembran oder Plasmamembran, auch Plasmalemma bzw. Pellicula (lat.; „Fellchen“) oder Peanale (lat.; „Häutchen“) genannt, ist eine Biomembran, die die lebende Zelle umgibt und ihr inneres Milieu aufrechterhält. Sie besteht aus einer Lipiddoppelschicht und ist mit einer Stärke von etwa sechs bis zehn Nanometer lichtmikroskopisch höchstens als vage Linie erkennbar. Eine Zellmembran ist die Abgrenzung einer Zelle. Außerdem findet an der Zellmembran ein Stoffaustausch statt.

[Fil:CellMembraneDrawing numbered.jpg|miniatyr|500px|Ett cellmembran, med några typiska sorters molekyler.
1. Glykolipid - fett som på membranets utsida har en "svans" av socker.
2. Protein till stor del uppbyggt av alfahelixar.
3. Oligosackarid som sidokejda på ett glykosylerat protein.
4. Fosfolipid, här ritat som vitt opolärt huvud och tunna zig-zag-svansar - fettsyrorna - i cellmembranets inre.
5. Globulärt protein.
6. Opolär, lipofil del av ett protein som går tvärs igenom membranet.
7. Kolesterol, här ritat som gula och avrunda. ]]

Cellemembran eller plasmamembran er en biologisk membran, der adskiller det indre af en celle fra omgivelserne. Den består af et dobbeltlag af lipider med indlejrede proteiner. Lipidernes upolære carbonkæder gør cellemembranen gennemtrængelig for upolære molekyler og visse små molekyler som kuldioxid (CO₂), ilt (O₂) og vand (H₂O), men uigennemtrængelig for ioner og de fleste polære molekyler. Passage af ioner og polære molekyler er imidlertid mulig i kontrolleret omfang via forskellige typer transmembrane proteiner, f.eks. kanaler og transportproteiner (herunder biologiske "pumper" som natrium-kalium-pumpen). Cellemembranen medvirker til en række vigtige cellulære processer, f.eks. celleadhæsion og cellesignalering, og tjener som fæste for det intracellulære cytoskelet og vigtige ekstracellulære strukturer, heriblandt cellevæggen og glykocalyxen (en ydre beklædning af glykoproteiner, der medvirker ved celle-celle-genkendelse). Cellesignaleringen foregår ved hjælp af receptormolekyler (modtagermolekyler), der gør cellen i stand til at reagere på specifikke signalstoffer, f.eks. hormoner.

Die Zellmembran (lat.-anatom. Membrana cellularis), Zytomembran oder Plasmamembran, auch Plasmalemma bzw. Pellicula (lat.; „Fellchen“) oder Peanale (lat.; „Häutchen“) genannt, ist eine Biomembran, die die lebende Zelle umgibt und ihr inneres Milieu aufrechterhält. Sie besteht aus einer Lipiddoppelschicht und ist mit einer Stärke von etwa sechs bis zehn Nanometer lichtmikroskopisch höchstens als vage Linie erkennbar. Eine Zellmembran ist die Abgrenzung einer Zelle. Außerdem findet an der Zellmembran ein Stoffaustausch statt.

[Fil:CellMembraneDrawing numbered.jpg|miniatyr|500px|Ett cellmembran, med några typiska sorters molekyler.
1. Glykolipid - fett som på membranets utsida har en "svans" av socker.
2. Protein till stor del uppbyggt av alfahelixar.
3. Oligosackarid som sidokejda på ett glykosylerat protein.
4. Fosfolipid, här ritat som vitt opolärt huvud och tunna zig-zag-svansar - fettsyrorna - i cellmembranets inre.
5. Globulärt protein.
6. Opolär, lipofil del av ett protein som går tvärs igenom membranet.
7. Kolesterol, här ritat som gula och avrunda. ]]

Cellemembran eller plasmamembran er en biologisk membran, der adskiller det indre af en celle fra omgivelserne. Den består af et dobbeltlag af lipider med indlejrede proteiner. Lipidernes upolære carbonkæder gør cellemembranen gennemtrængelig for upolære molekyler og visse små molekyler som kuldioxid (CO₂), ilt (O₂) og vand (H₂O), men uigennemtrængelig for ioner og de fleste polære molekyler. Passage af ioner og polære molekyler er imidlertid mulig i kontrolleret omfang via forskellige typer transmembrane proteiner, f.eks. kanaler og transportproteiner (herunder biologiske "pumper" som natrium-kalium-pumpen). Cellemembranen medvirker til en række vigtige cellulære processer, f.eks. celleadhæsion og cellesignalering, og tjener som fæste for det intracellulære cytoskelet og vigtige ekstracellulære strukturer, heriblandt cellevæggen og glykocalyxen (en ydre beklædning af glykoproteiner, der medvirker ved celle-celle-genkendelse). Cellesignaleringen foregår ved hjælp af receptormolekyler (modtagermolekyler), der gør cellen i stand til at reagere på specifikke signalstoffer, f.eks. hormoner.