Pladetektonik/kontinentplader (af græsk τεκτων tekton = "bygningshåndværker") er en geologisk teori om, at Jordens ydre er opdelt i stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Teorien bygger på, at den yderste skal af jordens indre består af to lag: den ydre lithosfære og den indre asthenosfære. Teorien beskæftiger sig med forhold som: oceaners dannelse og forsvinden, årsagen til jordskælv og aktive vulkaner, foldning af stenmaterialet i bjergkæder, fossile dyrs og planters udbredelse og endelig kontinenternes skiftende størrelse og beliggenhed gennem den geologiske historie. Pladetektonikken opstod på grundlag af to geologiske iagttagelser: De dybe revner langs midten af oceanbunden og kontinentalbevægelserne, som den forklarer på én gang.

Pladetektonik/kontinentplader (af græsk τεκτων tekton = "bygningshåndværker") er en geologisk teori om, at Jordens ydre er opdelt i stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Teorien bygger på, at den yderste skal af jordens indre består af to lag: den ydre lithosfære og den indre asthenosfære. Teorien beskæftiger sig med forhold som: oceaners dannelse og forsvinden, årsagen til jordskælv og aktive vulkaner, foldning af stenmaterialet i bjergkæder, fossile dyrs og planters udbredelse og endelig kontinenternes skiftende størrelse og beliggenhed gennem den geologiske historie. Pladetektonikken opstod på grundlag af to geologiske iagttagelser: De dybe revner langs midten af oceanbunden og kontinentalbevægelserne, som den forklarer på én gang.