Die Theorie der Kontinentaldrift, auch Kontinentalverschiebung genannt, beschreibt die langsame Bewegung, Aufspaltung und Vereinigung von Kontinenten. Erste Hypothesen zur Kontinentaldrift führten im 18. und 19. Jahrhundert zu einer allmählichen Abkehr vom Fixismus hin zum Mobilismus. Die Bewegung der Erdteile ist heute Bestandteil der Theorie der Plattentektonik.

Kontinentaldrift är förflyttningen av jordens kontinenter i förhållande till varandra. Hypotesen att kontinenter "driver" lades först fram av Abraham Ortelius 1596 och teorin utvecklades av Alfred Wegener 1912. När han lade fram teorin fanns det dock ingen förklaring till hur en sådan drift skulle kunna uppstå, och det var inte förrän utvecklingen av teorin om plattektoniken på 1960-talet som en tillräcklig geologisk förklaring till rörelserna kunde ges.

Platedriftteorien er teorien omkring de langsomme bevegelsene i jordskorpen og ble utarbeidet på 1960-tallet. To av forløperne til denne teorien er teorien om kontinental drift og teorien om havbunnspredning.

Pladetektonik/kontinentplader (af græsk τεκτων tekton = "bygningshåndværker") er en geologisk teori om, at Jordens ydre er opdelt i stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Teorien bygger på, at den yderste skal af jordens indre består af to lag: den ydre lithosfære og den indre asthenosfære. Teorien beskæftiger sig med forhold som: oceaners dannelse og forsvinden, årsagen til jordskælv og aktive vulkaner, foldning af stenmaterialet i bjergkæder, fossile dyrs og planters udbredelse og endelig kontinenternes skiftende størrelse og beliggenhed gennem den geologiske historie. Pladetektonikken opstod på grundlag af to geologiske iagttagelser: De dybe revner langs midten af oceanbunden og kontinentalbevægelserne, som den forklarer på én gang.

Die Theorie der Kontinentaldrift, auch Kontinentalverschiebung genannt, beschreibt die langsame Bewegung, Aufspaltung und Vereinigung von Kontinenten. Erste Hypothesen zur Kontinentaldrift führten im 18. und 19. Jahrhundert zu einer allmählichen Abkehr vom Fixismus hin zum Mobilismus. Die Bewegung der Erdteile ist heute Bestandteil der Theorie der Plattentektonik.

Kontinentaldrift är förflyttningen av jordens kontinenter i förhållande till varandra. Hypotesen att kontinenter "driver" lades först fram av Abraham Ortelius 1596 och teorin utvecklades av Alfred Wegener 1912. När han lade fram teorin fanns det dock ingen förklaring till hur en sådan drift skulle kunna uppstå, och det var inte förrän utvecklingen av teorin om plattektoniken på 1960-talet som en tillräcklig geologisk förklaring till rörelserna kunde ges.

Platedriftteorien er teorien omkring de langsomme bevegelsene i jordskorpen og ble utarbeidet på 1960-tallet. To av forløperne til denne teorien er teorien om kontinental drift og teorien om havbunnspredning.

Pladetektonik/kontinentplader (af græsk τεκτων tekton = "bygningshåndværker") er en geologisk teori om, at Jordens ydre er opdelt i stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Teorien bygger på, at den yderste skal af jordens indre består af to lag: den ydre lithosfære og den indre asthenosfære. Teorien beskæftiger sig med forhold som: oceaners dannelse og forsvinden, årsagen til jordskælv og aktive vulkaner, foldning af stenmaterialet i bjergkæder, fossile dyrs og planters udbredelse og endelig kontinenternes skiftende størrelse og beliggenhed gennem den geologiske historie. Pladetektonikken opstod på grundlag af to geologiske iagttagelser: De dybe revner langs midten af oceanbunden og kontinentalbevægelserne, som den forklarer på én gang.